|
"Grønlænderne"
|
|
"Grønlænderne" er ikke kønsmodne havørreder der har levet i havet et par år. Da de ikke er kønsmodne trækker de ikke op i åerne i efteråret for at gyde. I vintermånederne er størstedelen af havørrederne i havet derfor disse ikke kønsmodne havørreder. I vintermånederne, når vandtemperaturen falder, falder havørredens stofskifte samtidigt. Den befinder sig derfor dårligt på de åbne kyststrækninger, hvor saltholdigheden er høj. Derfor trækker den ind mod områder hvor saltholdigheden er lavere; brakvandsområder og områder tæt ved åudløb. Hvis havvandet bliver tilstrækkelig koldt (hvad det normalt gør) trækker havørreden helt op i åen for at komme væk fra saltet. Modsat de gydemodne fisk der trækker op i åen for at gyde, tager "grønlænderne" hellere end gerne føde til sig mens de er i åen. Da "grønlænderne" ikke er så gamle, er det ofte mindre fisk under målet. Ind imellem støder man dog også på "grønlændere" på den rigtige side af 40cm. Den store gevinst ved "grønlænder"-fiskeriet er en af de størrere overspringere. Overspringerne er kønsmodne fisk, der ikke er blevet "gydeklare" (udviser ikke gydeinstinktet), og derfor ikke trækker op i åen for at gyde. Ligesom "grønlænderne", trækker disse fisk også mod mindre salte områder om vinteren, og kan derfor også træffes i åen. der er dog ikke nær så mange af disse fisk, men dette opvejes af størrelsen og styrken; de ligger ofte på 50-60cm – eller enddog endnu størrere. De følgende afsnit er skrevet med udgangspunkt i "grønlænder"-fiskeriet, men kan direkte overføres til fiskeriet efter overspringerne.
|
|
Affiskningen
|
|
Når "grønlænderne" trækker op i åerne, minder de adfærdsmæssigt meget om åens bækørreder. De placerer sig i åen, hvor der samtidigt er skjul, ilttilførsel og hvor de ikke skal bruge for meget energi for at overvinde strømpresset. Ofte står de ved bunden under brinken eller i dybe huller. Er åen dyb med lav strømhastighed og vandet let brunligt, kan de stå hvorsomhelst ved bunden.
Når jeg affisker åen med flue (vådflue), kaster jeg fluen skråt over til modsatte bred. Derefter lader jeg den synke i et frit drev 1-3 meter ved at mende linen, evt. ryste lidt løsline ud eller mende linen samtidig med, at jeg går et par skridt frem. Fluen får derved mulighed for at synke helt ned til bunden, hvor fisken kan se den. Når jeg stopper fluens frie drev, skulle den gerne være ved bunden, og den vil forsat være tæt ved bunden mens den svinger over til "min" bred. Mens fluen svinger over, giver jeg den ofte liv ved at lave små nyk med stangspidsen (ikke for kraftige). Når fluen er nået ind til "min" bred, lader jeg den blive der 10-20 sek. mens jeg fortsat laver nyk med stangspidsen. Inden jeg foretager næste kast, trækker jeg langsomt fluen 3-4 meter ind. Brinken på "min" side af åen bliver derved grundigt affisket. Hvis fluen trækkes for hurtigt ind, stiger den i vandet, og fisker derfor ikke ved bunden. Under indtrækningen holder jeg ofte korte pauser for hver meter, så jeg er sikker på, at fluen fisker helt nede ved bunden. Jeg laver normalt 2-3 kast på samme sted inden jeg går et par skridt frem.
Den beskrevne affiskningsmåde er relativ langsom. Jeg fisker normalt ikke mere end 50-75 meter i timen, men jeg mener det er vigtigt at affiskningen er grundig, så hver en meter af åen er fisket ordentligt igennem.
|
|
Udstyret
|
|
Til "grønlænder"-fiskeriet bruger jeg en 9½ fods klasse 7-8 fluestang. Linen jeg bruger er en sink tip line og forfanget et 5 fods hurtigt synkende flettet forfang. Forfangsspidsen er 0,30mm nylon, 3-5 fod afhængig af fluestørrelsen (store fluer – kort forfangsspids, små fluer – lang forfangsspids).
Man kan fint bruge lettere grej til "grønlænder"-fiskeriet, da fiskene ofte ikke er så store. Alligevel bruger jeg dette lidt kraftige grej, da fluerne jeg fisker med ofte er store (str. 6 - str. 2). Det er meget lettere at håndtere disse fluer med kraftigt grej end en let klasse 5 stang.
|
|
